Socialminister Manu Sareen besøger IKKE Sølund

Oprettet d.

20.05.2015: I dag kl. 16 har Manu Sareens sekretær meddelt os, at socialministeren "på grund af andet arbejde" melder afbud til besøget på Sølund i morgen. Det er vi rigtig, rigtig ærgerlige over. Ministersekretæren skriver også, at man "hurtigst muligt" vil finde en anden dato.

PRESSEMEDDELELSE UDSENDT D: 19.05.2015:

Socialminister Manu Sareen besøger Sølund

Så sker det. Vi er utroligt glade for at fortælle, at mange måneders arbejde nu resulterer i, at socialminister Manu Sareen besøger Sølund Musik Festival og Landsbyen Sølund. Det sker allerede på torsdag den 21. maj. Pressen er mere end velkommen til at følges med ministeren, når han vises rundt under opsætningen af Sølund Musik Festival. Det sker kl. 12.15 fra administrationen ved Landsbyen Sølund.

Festivalleder Lasse Mortensen siger:
”Jeg tror, at besøget kan rykke noget. Vi får mulighed for redeligt og sagligt at vise socialministeren den virkelighed, der holder mange mennesker med udviklingshæmning fra at have et værdigt – og indholdsrigt fritidsliv, som alle andre borgere i Danmark.”

Presset festival

Sølund Musik Festival, der i år for 30. gang skruer op for fællesskab, musik og kærlighed for mennesker med udviklingshæmning, har gennem de seneste tre år oplevet et publikumsfald på omtrent 20%. Ikke fordi publikum har svigtet festivalen. Men en direkte følge af en indskærpelse af, at serviceloven ikke tillader udviklingshæmmede på kommunale bosteder at tilkøbe deres kendte pædagoger til at ledsage sig på festival. Dertil kommer at antallet af camperende gæster på festivalen er faldet fra ca. 7.500 for år tilbage til anslået 1.500 i år. Et tal der viser, at kun et fåtal af de udviklingshæmmede, der kommer på festival, har mulighed for ’rigtigt’ at komme på festival, med alt hvad dertil hører af fest, fællesskab og (kærligheds)liv i campingområderne.  

Festivalchef beder om handling NU

Lasse Mortensen slutter: ”Vi håber, at ministeren kører hjem til København og Christiansborg med en forståelse af, at vi simpelthen skal have løst problemerne med den mangelfulde ledsagerordning. Vi skal have handling NU. Andet kan vi ikke være bekendt.”

FAKTA:
Socialminister Manu Sareen besøger Sølund. Pressen er inviteret med på rundvisning på Sølund Musik Festival.
Torsdag d. 21. maj kl. 12.15
v./ Landsbyen Sølunds Administrationsbygning
Dyrehaven 10
8660 Skanderborg
 
Yderligere oplysninger Festivalchef Lasse Mortensen lmt@shop5154.hostedshop.dk
+45 40 41 13 08