Peder har smidt tre års arbejde efter festivalen

Oprettet d.

Sølund Musik Festival varsler Love Storm. Vi vil så gerne bruge mere krudt på at hædre vores 2.300 medhjælpere, sponsorer og særligt gode venner. For det er deres fortjeneste, at vi lige om straks ruller festival nummer 30 ud for vores særligt kærlige publikum. Men hvordan starter man sådan en kærlighedsklasker? 

Vi åbner denne morgen. Klokken er 7.45 på plænen foran Landsbyen Sølund i Dyrehaven i Skanderborg. Det er en smuk og soldryssende en af slagsen. Her er ikke et øje, og endnu er det kun træernes orange benskinner, der sladrer om, at vi lige om lidt tænder for kærlighedens smukkeste fest.

Nej vent – der står en campingvogn. Og ved siden af den står en mand. Han er i arbejdstøj.

”Jow” han er medhjælpere på Danmarks Kærligste … og ”ja” svarer han smilende. Han har tid til at snakke lidt. For det er først kl. 8, at resten af sceneopstiller-holdet kommer. Og så skal der arbejdes.

Manden hedder Peder Rasmussen. Til hverdag arbejder han på lageret i Dansk Supermarked. I mere end 20 år har han hevet en måned ud af kalenderen og smidt den lige ned i Sølunds sparegris. Han er den første, der tjekker ind med campingvognen omtrent den 15. maj. Og han lukker og slukker festivalen, når han sætter kursen hjem mod Sabro præcis en måned senere.

Peder ved, hvad der er i festivalens mange opmagasineringscontainere. Han kender rumlen med at få scenerne på plads. Han ved, hvordan man pakker en festival op og ned. Og han har styr på, hvad der skal være i kantinekøleskabene – øl fx først efter arbejdstid.

’Efter arbejdstid’ i festivalmåneden er et lidt flydende begreb. Det passer Peder fint: ”Jeg begynder klokken otte, og så er jeg færdig imellem seks og otte om aftenen.”

En hurtig kalkule afslører, at Peder har smidt omtrent 6.000 arbejdstimer efter Sølund Musik Festival. Det er i pæne runde tal, hvad der svarer til tre års arbejde. Hvorfor?

”Fordi festivalen er den bedste måned om året”, slutter Peder med et af sine mange smil.

Og i morgen fylder Peder 60 år. Kæmpe fødselsdagskrammer til ham fra Team Sølund Musik Festival.

Kald det kærlighed :-)