Lars - endnu en 30 års jubilar på Sølund

Oprettet d.

Lars Dalsgaard – sådan hedder en fyr, jeg falder i snak med i scenegraven foran Johnny Madsen koncerten.

”30 år har jeg været med,” fortæller Lars sådan lidt henkastet. ”Tre år mere end Johnny Madsen faktisk.”

I samme øjeblik bekræfter Madsen fra scene, at det faktisk er 27 år siden, at han stod på Sølund Musik Festival for første gang.

Lars fortæller, at han i mange år i sit civile liv har drevet en farvehandel i Århus. De seneste år har han jobbet på Testrup Højskole. Uanset hvor han har arbejdet, har han i 30 år krediteret en uge i juni fra sit arbejdsliv. Alle årene har han været med til at tage det hårde slid backstage. I år har han for første gang fået tjansen foran scenen. 

”Jeg kan ikke undvære at være med her. I mange år måtte jeg have hjælp i butikken imens, men det var så sådan det var. For jeg skal herud.”

Hvorfor?

Lars studser lidt … for svaret bølger jo der foran os og foran storescenen. Her er fest. Her er glæde. Her er kærlighed. Her er fællesskab. Her er hjælpsomhed.

”Og det der med at hjælpe andre, det er jeg opdraget med. Det har altid ligget i min familie, at man giver en hånd til dem, der har brug for det. Her gør man virkelig en forskel. Det er fantastisk.

Ja det er – her på denne første sommeraften i 2015 er det det, det er. Fantastisk!

Af hjertet TAK Lars :-)